Velkendte børn og voksne går sammen om kulsort kagebagning

Et helt unikt og underholdende familieprogram lukker dørene op hver weekend i december på DRTV og DR1. Sammen med værterne, Liv Martine Hansen og Victor Lander, forsøger en række velkendte børn og voksne sig med at holde styr på bageteknikker og ingredienser i totalt mørke.

En vigtig ingrediens i ‘Det Sorte Kageshow’ er, at programmet ikke blot skal underholde på de danske skærme, det må gerne også give inspiration til mere leg og kreativitet i de danske køkkener.

– I ‘Det Sorte Kageshow’ samarbejder børn og voksne om at lege i køkkenet. Vi ved fra tidligere undersøgelser af danske børn mellem 9-14 år, at de synes, det er sjovt at være med i køkkenet, men mangler færdigheder. Derfor vil vi med ‘Det Sorte Kageshow’ gerne styrke lysten til at se køkkenet som et sted, hvor leg, samarbejde og sjov er i højsæde og hvor fællesskabet er vigtigere end det perfekte snit, fortæller Marlene Boel, chef i B&U hos DR.

Det er ikke første gang, DR bager i mørke. Flere elementer fra det populære børneprogram ‘Ultras Sorte Kageshow’, der blev sendt for sidste gang i 2018, vil gå igen i ‘Det Sorte Kageshow’. Både koncept og udseende er fornyet, og der er fokus på fællesskabet omkring at løse den nærmest umulige opgave; at bage kage helt uden at kunne se. De seks hold, som udfordres i mørket, er en række velkendte børn og voksne fra DR’s julekalender ‘Tidsrejsen 2’ og DR’s bageuniverser ‘Den Store Bagedyst’ og ‘Den Store Juniorbagedyst’.

De seks hold der dyster i ‘Det Sorte Kageshow’ er:

  1. Rasmus Hammerich (skuespiller, ‘Tidsrejsen 2’) & Bertram Lyng Engelsted Jarkilde (deltager, ‘Juniorbagedysten’ sæson 3)
  2. Nessie Mehrnaz Beik (skuespiller, ‘Tidsrejsen 2’) & Johanne Mølau (deltager, ‘Juniorbagedysten’ sæson 4)
  3. Frederik Haun (deltager, ‘Bagedysten’, sæson 10) & Julian Brix (skuespiller, ‘Tidsrejsen 2’)
  4. Kirsten Jazmin Thur (deltager, ‘Bagedysten’ sæson 6) & Victor Rosendahl(skuespiller, ‘Tidsrejsen 2’)
  5. Anne Kirstine Tirstrup (deltager, ‘Bagedysten’ sæson 9) & Esther Leonora Thaulow Kharosh (skuespiller, ‘Tidsrejsen 2’)
  6. Tilde Wexøe Munkholm (deltager, ‘Bagedysten’ sæson 10) & Lærke Krabbe de Waal (skuespiller, ‘Tidsrejsen 2’)

– Jeg håber virkelig, at danskerne kan se, hvilken holdånd og kreativitet, der vokser ud af mørket, når vores seks hold kaster sig ud i udfordringerne sammen, og løser svære opgaver ved fælles hjælp. Det ville være smukt, hvis vores deltageres gåpåmod får inspireret flere til at forsøge sig frem; med eller uden lys i køkkenet’, slutter Marlene Boel, chef i B&U hos DR.

‘Det Sorte Kageshow’ sendes hver lørdag og søndag fra klokken 6.00 på DRTV, og klokken 19.00 på DR1 frem til jul. Der er premiere søndag den 1. december.

Fra den 1. december kan man ligeledes hente masser af inspiration til sjove madoplevelser for hele familien, opskrifter, madchallenges og tips til at få børnene med i køkkenet på dr.dk/kageshow.

Foto : Julian Brix fra ‘Tidsrejsen 2’ og Frederik Haun fra ‘Bagedysten’, sæson 10 (Foto: © Dr)

Forfatter
Top