Årets Fyrspil ”Gennembruddet” fik en veloplagt start under ledelse af den debuterende fyrspilsinstruktør Hans Stokholm Kjer fra Jegindø.
Læseprøven den 3. marts var det første møde mellem de garvede fyrspillere, hvoraf en del er anden eller sågar tredje generation, og den nye instruktør.
Og det må siges at være en succes.
Der var masser af god energi mellem instruktøren og årets 45 fyrspillere, som stort set alle var mødt op til den første prøve.Manuskriptet lægger op til et Fyrspil, der både taler ind i den historiske hændelse, da havet i 1825 gennembrød tangen ved Agger, og samtidig trækker tråde op til de ”storme” af forskellig slags, som vi som moderne mennesker også møder i dag. For yderligere at understregestykkets almengyldige budskab har instruktør Hans Stokholm tilføjet ny lyrik og musik, som han selv har komponeret og arrangeret.
Der tegner sig allerede nu konturerne af en dramatisk og vedkommende forestilling, naturligvis med et solidt islæt af den humor, som er karakteristisk for Fyrspillene.
Fyrspillet ”Gennembruddet” opføres i Agger, og der spilles fem forestillinger fra den 2. til den 6. juli.
Foto: Privatfoto