Fra begyndelsen af juli slår Vestjyllands Andel dørene op til 4 nye afdelinger – blandt andet i Bedsted.
Dermed ser grovvareselskabet frem til den kommende høstperiode med en forventning om, at mængden af modtagede afgrøder bliver endnu større end tidligere år.
De 4 nye afdelinger, som udover Bedsted er beliggende i Gesten, Brande og Fjelstervang, skal bl.a. være med til at styrke Vestjyllands Andels kerneforretning samt synlighed og position i de forskellige områder.
– Fælles for de 4 afdelinger er et stærkt lokalt engagement fra områdets landmænd og beboere. Det er et godt udgangspunkt for at skabe en levende afdeling med høj aktivitet. Vi håber derfor på fortsat stor opbakning i de forskellige områder, fastslår Steen Bitsch, direktør i Vestjyllands Andel.
Han bakkes op af Jeppe Tokkesdal, Risk Manager og leder af planteavlsafdelingen i grovvareselskabet.
– Vi ser meget frem til at kunne servicere kunderne på de nye, lokale afdelinger. Samtidig håber vi, at landbruget i lokalområderne vil bakke op om vores tilstedeværelse og benytte sig af faciliteterne til kornmodtagelse, løbende afhentning af planteværn, gødning m.m. Vi står klar med et bredt og stærkt varesortiment, og ikke mindst vores skarpe og konkrete rådgivning, som Vestjyllands Andel er kendt for, lyder det fra Jeppe Tokkesdal.
Afdelinger med forskellige styrker
Med de nye afdelinger håber Vestjyllands Andel at tiltrække en endnu større mængde afgrøder. Dermed er der også basis for at styrke kerneforretningen.
– Vi betragter Thy som et særdeles vigtigt landbrugsområde i Nord-/Vestjylland, og med afdelingen i Bedsted åbner der sig nogle nye muligheder. Dette gælder bl.a. inden for maltbyg, hvor vi ser frem til at bygge videre på det stærke samarbejde med malterierne i Thisted. Samtidig ønsker vi at udbygge og udvikle afdelingen til gavn for egnens landmænd, påpeger Steen Bitsch.
De 4 nye afdelinger er købt af Vestjyllands Andel i forbindelse med det vestjyske grovvareselskabs salg af Hedegaard-aktier til Danish Agro.
Foto: Vestjyllands Andel