Klimakrisen, ekstremt vejr, krig på kontinentet, truslen for terror og flere og flere hybridangreb i Europa.
Trusselsbilledet er blevet malet tydeligt op det seneste års tid, hvor myndighederne også er kommet med deres anbefalinger til, hvad vi hver især kan gøre for at ruste os til, når en krise indtræffer. Senest var det statsminister Mette Frederiksen, der i sin nytårstale tegnede et voldsomt billede op. Og i en tid, hvor truslerne hober sig op, er det vigtigt ikke at glemme børnenes behov, når vi taler kriser og katastrofer. Sådan lyder udmeldingen fra psykolog i Red Barnet, Pernille Spitz.
”Når katastrofer eller store kriser rammer, er børn i særdeleshed udsatte. De er en helt særligt udsat gruppe, fordi de er dybt afhængige af, at voksne hjælper dem til at forstå, hvad der sker og handle i overensstemmelse med beredskabet. Men det skinner desværre ikke igennem i vores kriseberedskaber. Børnenes perspektiv fylder ikke nok, og det kan få omfattende negative konsekvenser, hvis vi som samfund ikke tager ordentligt hånd om børnene,” fortæller psykolog i Red Barnet, Pernille Spitz.
Det forhøjede trusselsbillede, opfordringen om at nødberedskaberne er klar i de danske hjem og etableringen at Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, hvor man har samlet ansvaret for landets beredskaber, har fået Red Barnet til at gå sammen med Østifterne om at afdække, hvordan det egentligt står til med børnene i beredskaberne på alle niveauer.
”Vi har valgt at gå sammen med Red Barnet for at undersøge børnenes rolle i de danske kriseberedskaber. Børnene skal ikke stå alene, når kriser rammer. Der skal mere fokus på børnenes perspektiv – behovet for at sikre dem tryghed, hjælp og sikkerhed, så kriser ikke får unødige negative konsekvenser for børnene. Her er det vigtigt, at vi får den viden, der skal til, så vi kan forebygge og hjælpe børnene på den bedste mulige måde,” siger projektchef i Østifterne, Laura Thatt.
Undersøgelsen skal se på, hvordan man kan hjælpe børn på tværs af sektorer og på både de kommunale, regionale og nationale beredskaber. Målet er at kunne styrke myndighederne og civilsamfundets grundlag for at hjælpe og sikre børnene, såfremt Danmark bliver ramt af en omfattende krise.
”Vi ved fra vores arbejde i konflikter, krigszoner og klimakatastrofer, hvor vigtigt det er med et stærkt beredskab, og at der hurtigt skabes børnesikre zoner, hvor børnene kan forsøge at oprette så normal en hverdag som muligt, hvor der er fokus på deres trivsel, leg og læring,” fortæller National Direktør i Red Barnet Martha Ahlmann og tilføjer:
”Og her er det vigtigt, at man kan sætte hurtigt ind med psykosocial støtte, hjælp til børn i udsatte positioner, som i nogle tilfælde vil føle sig alene eller være i familier, der ikke har overskuddet til at håndtere en krisesituation.”
Red Barnet og Østifterne forventer, at den færdige undersøgelse er klar i foråret 2025, og de håber, at undersøgelsen vil bidrage til at styrke myndighederne og civilsamfundets arbejde med at hjælpe børn på den bedst mulige måde, såfremt Danmark bliver ramt af en krise eller katastrofe.
Fakta om kortlægningen af børnenes rolle i Danmarks kriseberedskaber
- Østifterne har afsat 800.000 til, at Red Barnet kan afdække, hvordan vi i landets kommunale, regionale og nationale beredskaber kan få et langt bedre fokus på børn, så vi som samfund er bedre til at hjælpe og støtte børn, hvis en krise skulle ramme.
- Undersøgelse skal danne grundlag for en række indstillinger til de relevante myndigheder, herunder kommuner og det nye Ministerium for samfundssikkerhed og beredskab, så vi sikrer, at kriser og katastrofer ikke får unødige negative konsekvenser for børnene, som er en særlig sårbar målgruppe.
Foto : Pressefoto