Danskerne er mestre i at vaske hænder og spritte af, men vi er også de mest sociale under coronakrisen sammenlignet med folk i andre lande.
Det fortæller Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet. Han leder et forskningsprojekt, der siden marts har undersøgt befolkningens adfærd under coronapandemien.
Og sammenlignet med Sverige, Tyskland, Frankrig, Italien, Ungarn, Storbritannien og USA skiller den danske befolkning sig ud, både når det kommer til håndhygiejne og antallet af kontakter.
– Status er, at vi danskere er rigtig gode til håndhygiejne. Både når vi sammenligner os med vores adfærd i foråret og med andre lande, siger Michael Bang Petersen.
– Men til gengæld er vi ikke så gode til at holde afstand og begrænse antallet af kontakter. Vi har betydeligt flere kontakter, end vi havde i foråret. Og også mange flere kontakter end de lande, vi normalt sammenligner os med.
Den adfærd giver dog god mening, hvis man ser på myndighedernes anbefalinger, vurderer Michael Bang Petersen.
– Sundhedsstyrelsen sagde i forbindelse med genåbningen, at det vigtigste er god håndhygiejne, og så kommer afstand på andenpladsen. Så på den måde kan vi se, at danskerne er villige til at gøre, hvad de bliver bedt om. Men det understreger også vigtigheden af klar kommunikation fra myndighedernes side, i forhold til at vi gør det, der er hensigtsmæssigt i forhold til at begrænse smittespredning, siger han.
Generelt viser studiet også, at danskernes opmærksomhed på at følge retningslinjerne stiger i takt med smittetallene.
/ritzau/