Nordjyllands Beredskab rykkede mandag ved 9-tiden ud til en brand i en villa i Vils på Mors. Branden var startet i stueetagen og nåede også at få fat i dele af 1. salen.
– Familien havde en halv time før forladt huset, og så sker det, siger Mogens Hansen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, til TV Midtvest.
Det var nogle naboer der slog alarm da de bemærkede at der steg røg op fra taget.
– Det er en forholdsvis lille brand men en kæmpestor røgskade. De kan i hvert fald ikke bo i huset i det første lange stykke tid, konkluderer Mogens Hansen.
Hvad årsagen til branden er skal nu undersøges nærmere.
Foto: Christian Kjeldsen