VINDMØLLEN ankommet til Hanstholm Havn

Den norske pram Tronds Barge 30 med de store dele til verdens største vindmølle, der skal rejses i Det Nationale Testcenter i Østerild, er nu ankommet til Hanstholm Havn.

Dermed er der lagt op til et kæmpe ryk ind af nysgerrige i weekenden, der vil se den gigantiske transport helt tæt på.

Prammen afsejlede i aftes kl. ca. 22.00 fra Hvide Sande Havn, og er nu altå små cirka 15 timer senere nået bestemmelsesstedet i Hanstholm.

Selvom det er stort, og tungtvejende gods, der står på prammen, så gør havnechef Søren Zohnesen ikke store øjne af transporten.

– Det er som en dag mere på kontoret. For os har der ikke været nogen ekstraordinære opgaver, fordi vores infrastruktur kan håndtere det, siger han til TV MIDTVEST, der har fulgt transporten time for time siden afgangen fra Siemens Gamesas fabrik i Brande for en uge siden.

En rejse over land og nu altså også vand.

Rejsen forventes at ende onsdag i Østerild. Den sidste transport på landvej starter mandag og forventes at slutte senest onsdag.

Foto: Tronds Marine Services

Forfatter
Top