Vindmøller producerede rekordmeget energi

Aldrig før har vindmøllerne i Danmark produceret lige så meget energi, som de gjorde sidste år.

Det viser en opgørelse fra Wind Denmark, der er en interesseorganisation for den danske vindsektor.

Ifølge Wind Denmark var den samlede produktion fra vindmøllerne herhjemme sidste år på 16,27 terawatt-timer. Det er en stigning på én procent i forhold til året før og samtidig den største produktion nogensinde.

Den rekordhøje produktion bidrog til, at de danske vindmøller producerede, hvad der svarede til 46,1 procent af danskernes samlede elforbrug. Det var lidt under niveauet året før.

Når den rekordhøje vindproduktion sidste år ikke samtidig har givet en rekord i vindandelen af det samlede elforbrug, skyldes det et lidt højere elforbrug sidste år sammenlignet med året før.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top