Den historiske tidligere Kogtved Søfartsskole i Svendborg er blevet omdannet til eksklusive seniorboliger som en del af Kogtvedsund. Her er 43 seniorboliger i forskellige størrelser samt indbydende fællesfaciliteter i den oprindelige hovedbygning.
Søfartsskolen, der oprindelig blev opført som en villa i 1920, er bevaringsværdig, hvilket stillede store krav til omdannelsen af den tidligere skole. Det har ikke mindst gjort sig gældende ved de oprindelige bygningers vinduer, som blandt andet formidler en storslået panoramaudsigt over Svendborgsund.
– Vi har ønsket at bevare historien og være tro mod bygningens oprindelige udtryk, og her er vinduer og terrassedøre selvfølgelig en væsentlig faktor. Valget faldt derfor på Frovin Vinduer & Døre, som har leveret nogle virkelig lækre vinduer, der matcher det oprindelige udtryk fra de originale vinduer, som det desværre ikke var muligt at bevare, siger Carsten Rasmussen, bestyrelsesformand og ejer af Humlebo Gruppen, som ejer Kogtvedsund.
Omdannelsen af søfartsskolen er sket med stor respekt for det oprindelige udtryk i den bevaringsværdige bygning – blandt andet med koblede vinduer fra Frovin Vinduer & Døre, der er produceret på Mors.
Her har man leveret i alt 108 elementer til den oprindelige hovedbygning, og det har været et både byggefagligt og historisk spændende projekt at levere elementer til, forklarer Jan Saabye, key account manager hos Frovin:
– Kogtvedsund er et helt oplagt Frovin-projekt med høje krav til både kvalitet, udtryk og respekt for de historiske rammer. Vi er derfor meget stolte over at være en del af projektet, som virkelig kommer til sin ret efter den omfattende renovering. Vi har leveret både traditionelle, koblede vinduer med småsprosser og store, buede vinduer samt en stor terrassedør med hele 36 glasfelter og en smuk, buet overkarm. Der er desuden kælet for detaljerne med rumpestabler og hjørnebånd på de koblede vinduer.
Kogtvedsund omfatter i alt 43 seniorboliger, hvoraf de 13 er placeret i de oprindelige bygninger, som rummer en hovedbygning og en gartnerbolig. Hovedbygningen er i dag omdannet til attraktive fællesarealer med fællesstue med høje egetræspaneler og pejs, fælleskøkken og et bibliotek med iøjnefaldende marmorsøjler. Der er desuden både motionsrum, orangeri, en stor, sydvendt terrasse samt bådehus og bådebro direkte ned til Svendborgsund.