Vinduesproducenten Outrup skruer op for digitaliseringen

Under halvdelen af alle danske byggevirksomheder investerer i it, hvilket får branchen til at halte bagefter på det digitale område. Det viser den nyeste it-analyse fra Dansk Byggeri. Vinduesproducenten Outrup på Mors bryder dog med denne statistik og skruer op for digitaliseringen med en ny webshop.

Webshoppen kommer både til at optimere virksomhedens arbejdsprocesser og gøre det lettere for kunderne – håndværkere såvel som boligejere – at bestille virksomhedens produkter:

– For at stå stærkt i branchen og øge vores produktivitet er det vigtigt at indtænke it og digitalisering som en stærk ressource. Investeringer i it er med til at effektivisere og fremtidssikre virksomheden, og samtidig er den nye webshop en stor fordel for både håndværkere og boligejere, siger Outrups salgschef, Jan Kampman, og uddyber:

– Med webshoppen bliver det nemlig muligt for begge parter online at bestille tilbehør, som eksempelvis et hængsel, greb eller beslag, til vores vinduer og døre. Det skulle gerne gøre arbejdet nemmere og mere tidsbesparende, da de nu kan nøjes med et par klik på vores hjemmeside på alle tider af døgnet i stedet for at skulle ringe til en af vores medarbejdere.

Jan Kampman ser det nye digitale skridt som en positiv udvikling for virksomheden og er desuden åben over for flere digitale løsninger i fremtiden:

Salgschef Jan Kampman. Foto: Outrup Døre og Vinduer

– Der er ingen tvivl om, at digitale investeringer er i en positiv udvikling, som vi skal udnytte. I første omgang fokuserer vi på webshoppen, der ligger i forlængelse af vores hjemmeside, men på sigt er det langt fra umuligt at vi eksempelvis udvider med et digitalt, mobilbaseret værktøj til vores kunder, slutter han, mens han samtidig understreger, at den personlige kontakt hos Outrup dog også fortsat bliver prioriteret, og at de digitale løsninger blot skal ses som et supplement til de kunder, der foretrækker det.

Webshoppen er netop gået i luften og indeholder som udgangspunkt de varer, hvor risikoen for fejlbestilling er minimal såsom løsdele og maling. Ved større specialløsninger skal man fortsat henvende sig til Outrup for råd og vejledning.

Forfatter

Related posts

Top