Vingerne til verdens største havvindmølle er på vej

Vingerne til den havvindmølle, der når den er rejst bliver verdens hidtil største, er nu på vej med skib fra Aalborg til Hanstholm. Derfra fragtes de 108 meter lange vinger videre til Testcenter Østerild.

Det er Siemens Gamesa, der står bag møllen, som får en totalhøjde på 261 meter og et rotoareal på 39.000 kvadratmeter, svarende til godt fem fodboldbaner.

For at kunne fragte vingerne fra Hanstholm til Østerild er der foretaget en række foranstaltninger:

– Rundkørslen i Hanstholm har vi udbygget, så vi kan køre udenom med vores store transporter, og ude i Østerild er de netop blevet færdige med et byggeri, så vi kan komme igennem på en sikker og forsvarlig måde, siger Per Holdorf, der er transportsansvarlig hos Siemens Gamesa.

Møllen kan når den står klar producere strøm nok til 18.000 gennemsnitshusstande om året.

Ny gigant på vej
Testcenter Østerild bliver næste år hjemsted for en ny mølle, der til den tid kan kalde sig for verdens største vindmølle.

Vestas har planer om at installere en prototype af en 280 meter høj vindmølle, som med en produktionskapacitet på 80 GWh strøm om året bliver den største vindmølle i verden.

Det svarer til, at den kan producere nok strøm til 20.000 gennemsnitlige husstande om året.

Arkivfoto: Siemens Gamesa

Forfatter

Related posts

Top