De nærmeste naboer blev bedt om at holde sig indendøre og i øvrigt opfordret til at lukke vinduer og slukke for ventilationsanlæg, da der i går eftermiddags udbrød brand i en ældre vindmølle på på A. C. Hoppesvej vest for Hvidbjerg på Thyholm.
Brandalarmen lød klokken 16.19, og en lille times tid senere var der så godt styr på situationen, at opfordringen fra politiet igen kunne afblæses.
Røgen fra den brændte vindmølle er kraftig aftagende. Vinduer og døre kan derfor godt åbnes igen. Der vil kunne anes en lugt af brændt plastic.
Der er gået ild i nacellen på møllen, og brandvæsenet afventer ildens udvikling, før de kan slukke den. #politidk— MV-Jyllands Politi (@MVJPoliti) August 15, 2021
Branden opstod i møllens nacelle. Brandvæsenet vurderede, at det bedste ville være at lade den brænde ud. Beredskabet var især opmærksomme på de brændende stumper som faldt ned, fordi vindmøllen står på en mark, som lige er blevet høstet.
Årsagen til branden skal nu undersøges nærmere. Ingen personer er kommet noget til.
Fotos: Presse-fotos.dk