Weekendens vejr lover skybrud flere steder

Hvad enten man holder sommerferie i Danmark eller endnu har ferieuger til gode, kan man godt finde gummistøvlerne frem de kommende dage.

Fredag og lørdag ventes der nemlig perioder med kraftig regn flere steder i landet, og i store dele af Jylland forventer man skybrud med mellem 15-35 millimeter regn.

Det fortæller Lars Henriksen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.

– I store dele af Jylland har vi varsel om skybrud gældende fra sidst på morgenen og frem til i aftentimerne.

– Det er altså et varsel, der gælder for det meste af Jylland, hvor der er mulighed for, at der i løbet af dagen kan dannes kraftige tordenbyger. Det vil sige mere end 15 millimeter regn på 30 minutter, siger han.

På Fyn er der også risiko for skybrud, men her er prognoserne mere usikre.

I den østlige del af landet er der risiko for kraftig regn – måske med lokale skybrud. DMI forventer, at regnvejret begynder fredag eftermiddag.

Generelt for hele landet bliver det mellem 19 og 24 grader.

Kigger man derimod frem mod lørdag og resten af weekenden, forventer DMI, at regnen vil aftage og give perioder med sol.

Temperaturen kommer lørdag til at ligge på mellem 17 og 22 grader.

Søndag bliver tørt med 20-25 grader og nogen eller en del sol, og DMI forventer kun, at der kommer enkelte lokale byger.

Det bliver den pæneste dag, lyder det fra Lars Henriksen, som samtidig opfordrer til, at man følger med i udviklingen på DMI’s hjemmeside.

/ritzau/

Forfatter
Tags ,

Related posts

Top