Wool Days Thy klar med kæmpe program

Når Wool Days Thy slår dørene op d. 19.-21. september 2025, sker det med et kæmpe og alsidigt program. Man kan blandt andet glæde sig til masser af workshops, spændende udstillinger, socialt samvær samt nyheden ‘Drop-in-spiration’.

Sceneprogrammet i Hurup Hallerne er i år opdelt i tre genrer: Kreativitet som omdrejningspunkt, Bæredygtighed som fundament og Håndarbejde som sundhedsfremme… det hele pakket ind i et drys af Thy. 

Man kan blandt andre møde Sara Ludvig og se hendes smukke og yderst kreative udstilling ‘Sara Ludvig – professionelt og personligt’. Eller høre foredraget ‘Craft Psykologi’ med Anne Kirketerp, håndarbejdslærer, psykolog, Ph.d. og ophavskvinde til hele området omkring vigtigheden af håndarbejde også for sundhedens skyld. Eller høre samtalen i Sofa Strik Snak med Zuzana Obel om kampen mod garnspild.

Hurup Hallerne bliver omdrejningspunktet for selve Wool Days Thy hvor der er adgang med dags- eller partoutbillet. Når man har købt entrébillet er alle foredrag og events gratis.

Kæmpe interesse for at lave workshops

Wool Days Thy har fået flere end 110 forskellige, relevante og konkrete forslag og input til workshops, foredrag m.m., så manhar haft travlt med at vælge, sortere og planlægge.

Arrangørerne bestræber sig på at sammensætte et workshop program, hvor der er noget for både ny-strikkere og de mere erfarne; for de unge og for de modne; for dem der er til fri leg og dem der gerne vil nørde og fordybe sig i teknikker. 

Ønsker man at deltage i en eller flere af de mange workshops købes separat billet.

Billetter til de forskellige workshops samt information finder man her.

Foto: Andreas Houmann

Fredag aften står på hygge med Thy Whisky og Søren Vester

Mange gæster kommer langvejs fra, og mange besøger Wool Days Thy over flere dage. Derfor har man arrangeret fællesspisninger både fredag og lørdag aften for alle som har lyst til at tilbringe et par hyggelige timer med strikketøj, god lokal mad og festlig underholdning. 

Fredag aften bydes indenfor til et eksklusivt arrangement med smagsoplevelser i særklasse efterfulgt af samtaler på jysk om iværksætteri i Thy, traditioner og drømme og ikke mindst holdninger til kvalitet og det gode liv.

Aftenen starter med en special komponeret Thy-platte af lokale råvarer og specialiteter – efterfulgt af 4 x whiskysmagning på ‘en ikke nørdet måde’ med Ellen og Marie, ‘the founding sisters’ fra det prisbelønnede Thy Whisky.

Efter lidt dessert og kaffe/the faciliterer Søren Vester, designer, havemand, TV-vært og meget, meget andet en samtale med Ellen og Marie om livet og drømmene i Thy.

Lørdag aften står den på fællessang, røverhistorier og masser af strik når Albert Reinholdt Østergaard og hans trofaste ven kontrabassen Ælse optræder med den musikalske strikkefortælling ‘Bær dine fejl’. 

Inden da gentager man succesen fra sidste år og har nydt grillet skotsk højlandskvæg af hjemmeavlet, udsøgt kvalitet, garneret med flere forskellige, fyldige salater, så der er noget for enhver smag. Alt sammen af lokale, friske råvarer.

Hurup Hallerne bliver omdrejningspunktet for selve Wool Days Thy hvor der er adgang med dags- eller partoutbillet. Når man har købt entrébillet er alle foredrag og events gratis. 

Læs mere og køb billet her

Foto af Lotte Littau Kjærgaard : Thisted Kommune
Øvrige fotos hvor ikke krediteret : Wool Days Thy

Forfatter
Top