Yderligere kandidater på plads hos Enhedslisten

Enhedslisten Morsø pæsenterer yderligere en række kandidater til kommende kommunalvalg i november.

Seks kandidater har meldt sig på banen, og der er stadig plads til flere. De tre nyeste kandidater er Ole Lajgaard, Steen Klærke og Kjeld Bøcker.

Ole Lajgaard er 34 år og bor i Nykøbing. Han arbejder som ufaglært i vinduesindustrien, og han er aktiv i fagforeningen 3F. Han vil arbejde for at mindske magtmisbrug og korruption med mere demokrati og borgerinddragelse i kommunen.

Steen Klærke, Øster Assels, har arbejdet som folkeskolelærer i 43 år. Han har været politisk aktiv i de sidste 40 år. Derudover er han aktiv i Strømpehuset i Øster Assels og i foreningen Samklang, der arbejder med integration og samvær for nye danskere.

Steen Klærkes hovedinteresser er kampen for befolkningstilvækst på landet og i landsbyerne samt den stigende bekymring hos mange mennesker over tilbagegangen for de vilde dyr og vilde blomster.

Kjeld Bøcker, Nykøbing, har arbejdet med computerteknologi siden computerens barndom. Han er selvlært og har arbejdet for store virksomheder både i Danmark og i udlandet samt for flere fagforeninger.

Han har altid været engageret i mange ting, og han ved at gode idéer skal næres. Derfor er det vigtigt, at kommunen støtter op ildsjæle og iværksættere, der prøver at skabe nye aktiviteter, siger han.

Som kørestolsbruger kender Kjeld til problemerne for fysisk handicappede. Han vil arbejde for bedre tilgængelighed for fysisk handicappede, hvor de skal i kontakt med myndigheder, institutioner og andre steder.

Kandidaterne arbejder på højtryk sammen med de øvrige medlemmer for at få valgprogrammet endeligt klar, oplyses det i en pressemeddelelse.

Forfatter

Related posts

Top